Sille Trolle

Follow:

Sille Trolle

Hvad gør man, når man bor på en gård i Jylland, og ens største idoler er jazz-og bossa-nova sangere fra forrige århundrede?

Det var spørgsmålet for Sille Trolle, da hun voksede op i en lille flække uden for Silkeborg.

Hun lærte at synge ved at lytte til plader med Billie Holiday og Astrud Gilberto, og allerede som 14-årig begyndte hun at turnere med forskellige jazzbands.

Den spirende artist har en af de slags stemmer, man med det samme lægger mærke til. Med bløde melodier, rørende fortællinger og hendes sprøde vokal, fører Sille Trolle dig ind i et intimt og drømmende jazz/indiepop-univers.

Sille Trolle udgav i 2021 og 2022 sine første singler på engelsk. Nu tager hun skridtet videre og udgiver en EP på dansk, som er lige på trapperne til at kunne deles med verden. Sidste år udgav hun sin første single på dansk ‘Kom Nu Tilbage’, som handler om længslen efter de sommernætter, som føles som om de varer for evigt.

Til koncerten vil hun både synge sange på engelsk og på dansk.

Sille Trolle har fået airplay på bl.a. P3 og P4, spillet udsolgt koncert på spillestedet Glød på Nørrebro og spillet Pumpehusets Byhave. Hun har desuden fået omtale i medier som Girls Are Awesome, Band Of Tomorrow, HQMusic og GAFFA, der bl.a. har omtalt hende som ‘stortalent’.

Sille Trolle arbejder i dag sammen med nogle af de mest succesfulde pop-producere og musikere i Danmark.

Musikken er produceret af Pitchshifters og Lasse Lyngbo, der sammen og hver for sig har arbejdet med artister som Medina, Hjalmer, Vinnie Who, Ida Laurberg, Andreas Odbjerg og mange flere.

Sille Trolles livekoncerter er intime, stærke og dragende og vi glæder os meget til at blive forført af hendes fantastiske stemme.