Maja og De Sarte Sjæle

Follow:

Maja og De Sarte Sjæle

Med deres unikke blanding af tidløs pop, skæve fortællinger og ærlig hverdags-poesi, har Maja og De Sarte Sjæle skabt sig en særlig plads på den danske musikscene. Duoen består af
sangskriver Timo Andersen og forsanger Maja Rudolph, hvis skrøbelige vokal drager lytteren ind i fortællinger om kærlighedens op- og nedture, fyldt med humor og ægthed.

Timo Andersen er den introverte sangskriver, der kaster lytteren ud på det dybe vand i den svigtende kærlighed, hvor man bliver dumpet over dørtelefonen, pisser i affaldsskakten og ryger under emhætten – og gør sig naive forhåbninger til livets lotteri. Alt sammen skarpt formuleret med humoristiske tvist at stalker-tendenser og forsøget på at finde sig selv i nostalgiske tilbageblik på en opvækst i provinsen.

Maja og De Sarte Sjæle debuterede i april 2016 med albummet Maja og De Sarte Sjæle, hvorfra sangen ”Uden Dig” blev et af de mest spillede numre i radioen.

I oktober 2022 udkom albummet Wroom-Wroom, der følger op på historien fra debutalbummet og på bedste pop-manér imponerer med velproducerede, velskrevne ørehængere.

”Mens debutalbummet var et rendyrket breakup-album, er hovedpersonen på ’Wroom-Wroom’ kommet videre. Hun falder og fjoller rundt i livet, mens hun lærer at tage det sure med det søde. Ingen er perfekt, ingen er fuldkommen, ingen er fejlfri.”, fortæller Timo Andersen.

Wroom-Wroom er produceret af Pitchshifters (Andreas Odbjerg, Medina, Hjalmer) og Lasse Lyngbo (Vinnie Who, Hjalmer) og udgives på producerteamets eget label, MadeForMusic.

Flere af bandets sange har modtaget massiv airplay på P4, P5 og P6 – bl.a. ”Den Eneste Goth i Vejle”, ”Billabong”, ”Euro92” og ”Christoffer”.

Bandet er aktuelle med singlen ”Peter og June Belli”, der hylder den stærke, langtidsholdbare kærlighed. Nu er de på vej med et nyt album, hvor det vellykkede samarbejde med Pitchshifters fortsætter.