Daniel Jul
Daniel Jul laver dansksprogede sange, der tager afsæt i hans eget liv. Han sætter sig selv på spil i sine tekster, og inviterer lytteren ind i et bramfrit og autentisk univers. Med sin nordjyske facon er Daniel Jul en fremragende storyteller, der formår at skabe billeder og scenarier, der både giver anledning til smil og tunge følelser.
De seneste år har Daniel Jul spillet utallige livekoncerter og supportet Johnny Madsen, Juncker, og Mathilde Falch. Han har tilmed udgivet en EP (Agenda, 2019) og et album (Langt Fra København, 2021), der høstede airplay på DR P4 og P5, samt sikrede en vinylhitlisteplacering som nr. 15 på den officielle danske hitliste i 2021.
Daniel Jul er i 2023 klar med nyt album, hvorfra der løbende vil blive udgivet singler, bl.a. hans seneste single ”Olsen Er Død”. Albummet er produceret i tæt samarbejde med Christian Juncker, der også har været med til at skrive sangene. Glæd dig til det nye udspil fra Daniel Jul, hvor han sætter sig selv fri som sangskriver og artist på albummet, som udkommer i november. Daniel drager på DK-tour i april/maj 2024 og derefter ud på de danske festivaler.
Liveanmeldelser:
“… med sange som “Den Gamle Å” “4-Takts Knallert” og “Aalborg Havn” foldede Daniel sit univers ud for et engageret publikum og viste hvordan ungdommens kvaler blandet med humor og en stor portion selvironi kan blive særdeles underholdende.”
– Claus Thorzager, Avisen Ringsted.
”Nordjyske Daniel Jul med band gav en spændende koncert med gode tekster og mange livlige melodier med fængende rytmer, som blev afleveret med en god udstråling og energi.”
– Per Dyrholm, Rootszone.
Man kan glæde sig til at opleve en ny lyd, og et helt nyt udtryk fra den jordnære sangskriver og hans band.