Gæsterne

GÆSTERNE

De selskabelige troubadourer Christian Juncker og Jonas Breum besøgte i december måned 2021 spillesteder over hele landet. GÆSTERNE udgav i den forbindelse singlen “Jul i Vente”, som publikum nød live, sammen med sangene fra deres fælles, anmelderroste debutalbum. Albummet udkom i foråret 2021 – Efter godt et års tilløb grundet corona.

Pladen, som blev en fortælling om venskab, håb og fællesskab fik titlen ”I Mørket Er Der Ingen Der Skal Sidde Alene” (Target Records) og høstede stor ros hos en samlet anmelderskare.

“Deres musikalske makkerskab virker så naturligt, hjemmevant og velsmurt, at man næsten må knibe sig selv i armen” skrev Fyens Stiftstidendes anmelder og beskrev GÆSTERNES debutalbum som “Et overdådigt popalbum med musik til både hjerne og hjerte”. I Mørket Er Der Ingen Der Skal Sidde Alene nåede helt ind på en 3. plads på vinylhitlisten, ligesom det var Ugens Album på P4, og høstede flere 6-stjernede anmeldelser.

GÆSTERNE er ikke noget helt almindeligt popband. De har nemlig gjort publikum til stjernerne, for “Det er jo os, og ikke publikum, der er GÆSTERNE”, som de to sangskrivere har udtrykt det.

Nu er odenseanske Christian Juncker og vejlensiske Jonas Breum igen draget i studiet for at udleve deres fælles drøm om at skrive sange, der emmer af barndom, nostalgi og som hylder dansk musiks guldalder i ‘80erne. Den første nye single fra studiet udkom d. 7. oktober og hedder ”Natradio”. På singlen har GÆSTERNE skruet op for den danske countrypop og rækker mikrofonen til søvnløse radiolyttere på den nye single.

 

Fakta om Gæsterne

Christian Juncker er manden bag hits som ‘Havana’, ‘Mogens & Karen’ og ‘Wallenberg’. Han evner både at høste 5 stjernede anmeldelser i hovedstadsbladene og få stående ovationer i jyske forsamlingshuse – en sjældenhed blandt danske artister. Jonas Breum er som solo-artist kendt for P3/P4 singler som ‘Fjende Min’ og ‘Det Største Røvhul’. Han er tidligere kaldt ’sin generations Steffen Brandt’ og har indspillet og udgivet med bandsne Coolsville og BREUMM. Andre danske hitkunstnere nyder godt af hans melodier, ligesom han har skrevet salmer til Folkekirkens Kirkesangbog.